Den danske fuglelov, juli 2009

Næh, hvor er I artige! Her sidder vi uden noget at hænge jer op på. Hvor sjovt er det? Een dårlig sneugle og en fucked-up blå fugl… Det må kunne gøres bedre.

CIF har udarbejdet en lille gave til dig, fordi du er så dygtig. Det er et diplom, som du kan printe ud og hænge op på dit køleskab eller få printet på en T-shirt. Du skal kun skrive dit eget navn på linien.

Selv om du nu har fået et fint diplom, så husk at du ikke er bedre end din sidste fejlobs. Og sker det igen, kommer vi og river dit diplom i stykker. Det ville jo være trist, så her kommer et par paragraffer, du kan tage med ud på mudderfladerne.

§1: Damklirer, der enten bestemmes på stor afstand eller af dudes, er altid fejlobs. Husk det. 70% er hvidklirer, 20% er tinksmede og 10% er kæruld eller plastikposer. Damklire skal ses godt.

§2: Blege ryler uden bugplet i juli er altid spændende. Men det er bare almindelige ryler – formentligt 2K fugle, der ikke har anlagt sommerdragt. Der er så tilpas få, at man altid brygger på dem. 

§ 2a: Har den derimod lange vinger og er lille, er det en temmincks.

§2b: Det kunne være en kærløber, men er det nok ikke - med mindre du er ved Saltvandssøen. Kærløber ligner ikke almindelig ryle – den er meget mindre og mere kontrastrig. Ryggen og øverste del af brystet er meget mørke – i skarp kontrast til hvid bug.

§2c: De meget sjældne, hvidrygget og bairds, er meget lange bagtil og har korte ben. De ligner parkerede F16 fly. Ring til en voksen, før du melder ud.

§3: Gulben er ung rødben.

§4: Bekkasiner på vadeflader i juli er altid dobbeltbekkasiner. Det er ikke tredækkere – heller ikke selv om de bliver jaget væk af gravhunde. Summa summarum: ser du en bekkasin på en vadeflade – så glem den og tjek rylerne.

§5: Husk at sortklirer og rødben godt kan svømme. Din svømmesneppe bliver aflyst af cheferne, hvis den er større end en tændstikæske. Odins er meget lille, den fylder mindre end en ryle og bevæger sig hurtigt. Er du i tvivl om den er lille, er det noget andet.

Perlehøner på Lolland – ny for DK

Under vadefugletjek på Lolland og Falster torsdag d. 9. juli 2009 opdagede RS, HKR og ABK to perlehøns, der fouragerede langs vejen i nærheden af landsbyen Tårs. Vi fik både fotodokumenteret fuglene og fik foto af fodaftryk.

Dagen startede med en punktering ved Farøbroen…

Perlehøner, Tårs NØ-Lolland, 9. juli 2009

Fodaftryk fra perlehøne. Bemærk lange tæer – arten er bygget til at gå langt

Fuglene viste ingen tegn på en fortid bag tremmer. Fjerdragten var i god stand, og næbbet var uden deformiteter. De bar ingen ringe. Normalt regnes perlehøns for undslupne fangenskabsfugle, men cheferne har analyseret chancen for spontan optræden.

1) Arten findes måske – måske ikke – i Marokko. Det er tættere på Danmark end USA, hvor ringnæbbet måge og amerikansk krikand kommer fra.

2) Arten er normalt standfugl, men har gode ben og kan bevæge sig langt omkring efter føde – formentligt flere km

3) Arten er ikke kendt som fangenskabsfugl i nærliggende landsbyer (Skovby, Kallø og Killerup)

4) Bonnie Dyrehandel og Nykøbing Akvariefisk har aldrig hørt om arten.

5) Vi har aldrig set arten på fuglemarkederne i Belgien og Holland (men vi har heller aldrig været der).

6) Hvordan nåede de Lolland:

a)  Jo, de har forklædt sig som bådflygtninge og betalt menneskesmuglere for at føre dem over Gibraltarstrædet med ankomst i Tarifa, Sydspanien, en nat i marts 2009

b) de har vandret op gennem Europa, primært om natten i slæbesporet langs E45 – for at undgå påkørsel

c) over Østersøen som blinde passagerer på færgen mellem Puttgarden og Rødby

Hvad skal der ske nu

Fodaftrykket skal sammenlignes med eventuelle aftryk på færgerne mellem Rødby og Puttgarden

Hvad gør du

Se at komme af sted. DOF-Fyn arrangerer eftersøgning i morgen lørdag kl. 6. Mødested: Tårs centrum

Det lille vådområde

Dagens gættebirder osmoregulerer efter at have dyppet blå bogfinke – eller wa det nu var –  i Thy…

Tjek de vadere

Skyer og regn. Der er lagt i oven til vadere den kommende uge. Med mongolpræst på Öland, terek i Skåne og wilsons svømmesneppe lige syd for grænsen, er der sikkert også noget at komme efter på de danske mudderflader.

Starten af juli er tidligt på sæsonen, men et godt tidspunkt for hits. Så, selv om der kun står én ryle på mudderet, kan det godt være den rigtige!!!

2009 har indtil videre gjort sig bemærket med ingen fejlobsede damklirer – og heller ingen damklirer. Hvad er mest utroligt? Der bliver dog (forhåbentligt) lavet om på statistikken i løbet af juli…

Ud i det blå

Her et snapshot fra DOF Fyns seneste tur ud i det blå. Turen gik til Thy efter blå kernebider.

MMJ, THH og FSH hyggede sig i Thy. Læs mere på DOF-Fyn webben, hvis du vil med på næste tur

Canada – last round

Efter Algonquin genindtog vi Point Pelee et par dage, for at se om der var udvikling i trækket. Festivallen var slut, birderne var mere eller væk og vi kunne nu indlogere os i et luksushotel tæt på pynten for 100 CAD/ pr nat. Til gengæld var det også slut med den udendørs kaffe og pølsebar – bummer. Selvom vi kun havde været væk et par dage var der kommet en hel del nye arter til. Der var ikke mange sangere tilbage – med undtagelse af Blackpoll warbler (stribet sanger), der pludselig var blevet talrig. Til gengæld rykkede en del sort- og gulnæbbede gøge og mange forskellige fluesnappere igennem. Hidtil havde vi kun set least og great crested på Pelee, men nu sang især willow rundt omkring. Enkelte Alder og een Acadian kunne vi også støve op. Empidonax-fluesnapperne – især alder og willow -ligner hinanden pissemeget, og man skal høre dem for sikker bestemmelse. Man kan tydeligt høre forskel. Vi snakkede med en canadisk ringmærker om dem, og han sagde at han ikke gav meget for, at der blev bestemt Alder i WP uden stemme.

Een dag var vinden i nord og det gav en smule rovfugletræk – det eneste vi oplevede. En del broad-winged, Coopers og enkelte red-tailed hawks kom på omvendt træk, og vi dippede en Mississipi kite. Til gengæld fandt JSH et hit, så vi blev berømte, en Nelsons sharp-tailed sparrow, den første og eneste hidtil i år. Ligeså lette sangerne er, lige så umulige er en del af spurvene. Heldigvis fik vi gode fotos, så der ikke var noget ballade.

Gulnæbbet gøg. Arten har, i modsætning til sortnæbbet, røde svingfjer og er superfed i flugten. Desuden har den langt større næb, end sortnæbbet. (MHP)

Nelson’s sharp-tailed sparrow, lavet af JSH (JSH)

En art, vi meget gerne vil ha med hjem, var Cerulean warbler (cyanblå sanger). Vi havde fået intel om en yngleplads i Pinery nationalparken, så den gav vi et forsøg på næstsidstedagen. Med undtagelse af en fed pileated woodpecker, en del yellowthroated vireos og en meget medgørlig Mourning warbler, var der dog ikke meget at komme efter. Derfor fortsatte vi østover og tog istedet en overnatning ved Long Point. Long point er endnu en odde i Lake erie, men spidsen er lukket for offentligheden. Der er dog superfede luske muligheder halvvejs ude af odden, og samtidigt er der ringmærkning og fremvisning ved et lille bird observatory. Det var her JEt slog sine folder for år tilbage. OVEN i hatten fik vi et fif om Cerulean warbler i en nærliggende skov, så dette fik øjeblikkeligt førsteprioritet. Vi fandt med nogen besvær lokaliteten, og kunne igennem støjen fra 1000000 myg høre 3-4 cerulean warblers synge i toppen af verdens højeste løvtræer. De var i hvert fald meget høje. Det var jo lidt synd for sådan en pæn fugl, kun at høre den, men som bonus fik vi en et par pæne hooded warblers med i posen. Den næste – og sidste – morgen luskede vi omkring campingpladsen, der udgør det yderste af det tilgængelige Long point. Ved ringmærkningsstationen paukede en amerikansk rørdrum, et stinkdyr futtede rundt i en have og en northern harrier svævede rundt over en eng. I nærheden fløj vores eneste Bæltestødfisker rundt i park. Vi fik fremvist bl.a Mourning og Wilsons warbler samt Gray-cheeked og swainsons thrush i hånden. Selve campingpladsen er topgiftig, med spredte småbuske og  hegn. Der var god artsdiversitet, men ikke noget vi ikke havde set før. Mætte og tilfredse rullede vi tilbage mod Toronto – lige forbi Niagara Falls, som vi sløjfede til fordel for morgenlusken – og fløj hjem til en fortsat kedelig ultimo maj i DK.

Mourning warbler, The pinery. Ikke den pæneste wood warbler, men en af dem der skulle arbejdes for (JSH)

Hooded warbler, Backus wood (MHP)

Retrospektivt må man sige, at lige at 10 dage i Canada var for lidt. De steder vi besøgte, havde hver især fortjent mindst en uge…og så besøgte vi kun en brøkdel af Canada. I alt så vi lidt over 190 arter, hvoraf langt de flest var fugle på træk. Det er altid lidt sjovere, når fuglene er en overraskelse, fremfor at twitche dem på yngleplads. Med en tur til Texas i apr og en tur til Canada i maj, får man ryddet godt og grundigt op i Nordøst-amerikas fugle. Ingen af delene behøves at være specielt dyrt. Det endelige regnskab ligger ikke på bordet  endnu, men vi har hver især brugt omkring 9000 kr alt inklusive….og vi har ikke sparet.

Til sidst en lille quiz til de modige. Alle arter er truffet i WP, og er teoretisk set strejfgæster du kunne rende ind i herhjemme en dag. Blå kærnebider er ikke med.

Gætte1 er ganske rigtigt en ovnfugl. Man kan ikke se kronestriben, så fuglen kommer til at ligne en skovdrossel. Dog ser man bryststribning (ikke pletning) og for kort hale til skovdroslerne

Gætte2 er i princippet svær, da det både kan dreje sig om Black-headed og rose-breasted grosbeak hun. Black-headed er dog en vestlig art, der ikke er truffet i VP, så dette er en rose-breasted….Gætte3 er også ramt – en hunfarvet Redhead (amerikansk taffeland). Den har næbtegning som en troldand og afrundet hoved, mest tegnet som en hun taffelands.

Gætte4 var ret ligetil. Den har gule sider på inderhalen = american redstart F (guldstjert).

Gætte5 er en adult forsters terne. Vingetegningen ligner mest noget, der kunne sidde på en adult sorthovedet eller hvidvinget måge. Sølvfarvet saddel og skinnende hvide svingfjer uden bemærkelsesværdigt sort kile eller bagkant udelukker bla rovterne og fjordterne, der også var udbredte.

Gætte6…så blev det rigtigt svært. En grågrøn fugl med et hvidt vingebånd, og grøngule faner på hale- og svingfjer. Det ligner vel mest en fuglekonge uden gul kronestribe, og det er netop hvad det er – en ruby-crowned kinglet (rubintoppet fuglekonge). Den er truffet på Island.

gætte7 ser svær ud, men er i grunden ganske ligetil, hvis man kigger på vingen lige mellem de to blade midt i billedet. Her ser man et hvid felt ved håndsvingfjerenes baser. Sidder dette på en anonymt farvet amerikansk sanger er det en hun black-throated blue warbler (sortstrubet blåsanger).  Denne er ligeledes truffet på Island.

gætte8 skal sidde lige i skabet, når du lusker om et par måneder – det er en red-eyed vireo (rødøjet vireo), og den højpotentiel som next stop DKer. Der er truffet adskillige i vesteuropæiske lande.Det er en ret stor sag, men et bredt næb og kort hale. Man aner grønt skær på svingfjerene  og gråligt hoved. Herudover bestemmes den på kraftg øjenstribe og rødt øje. Også Philadelphia Vireo er truffet i VP, men den er mindre og har lille, kort næb.MoKo

Canada – Algonquin

Efter 3 dage i syden rykkede vi nordover mod Algonquin. Algonquin er den sydligste store nationalpark i det østlige canada, og parken strækker sig over flere hundrede kilometers uberørt bjergskov. Det er en 8 timers køretur fra Pelee, men i det mindste går den sidste halvdel af turen igennem superflot natur (givet at man ikke tager motorvejen) En route blev lavet Amr.tårnfalk, der er sjælden deroppe og turens eneste hjelmskallesluger. Selve Algonquin slog dog alt – endeløse urskove, dybe skovsøer, islomsang overalt og elge en mas langs vejene. …ligesom man havde forestillet sig Canada. Vi indlogerede os i Algonquin lakeside Inn, 10 min kørsel fra østporten – her fik man en lækker luksuslejlighed med udsigt over en elv for 150kr/mand pr nat. Kan varmt anbefales. Manageren var også en superchef, der gav os gode fif til div target arter. Nye kunder stod og ventede 15-20 min. mens han fortalte os om fuglene, men de måtte vente…det holder. Ved restauranten blev der fodret intensivt og pine sikins og  purple finches sloges med jordegerne om frøene.  Aftenkernebider kom også til feedersne, men desværre kun mens vi væk. Canadierne havde advaret os med at tage til Algonquin ult maj pga myg og fluer. If. HeM er det ikke noget fis – det kan være helvede. Vi var imidlertid så heldige, at temperaturene var styrtdykket og insekterne holdt sig fra at gå på vingerne. Fuglene var imidlertid stadigt aktive og vi fik på 1,5 døgn gode arter som gray jay (2-4), blacbacked woodpecker (3), pileated woodpecker, barred owl, spruce grouse, Ruffed grose (3), brown creeper samt en del sapsuckers, goldencrowned kinglets, sortbrune ænder og mørkøjede junkoer. Halsbåndstroldand og islom kunne nydes på yngleplads. Vi dippede på eastern sawwhet owl (nok for sent) og boreal chickadee  (tyndt) og vi så inegn bjørne (øv) .

“MOOOOSE”. (MHP)

Gray Jay, Nordamerikas lavskrige. Chefen på vores motel sagde, at vi bare skulle stille os med nogle krummer i hånden på en given skovvej…så skulle vi se løjer. Arten er sjælden så langt mod syd, og tilbagegang pga at deres fødelagre rådner i det varmere klima. Stor var glæden derfor, da der kom to fugle tilflyvende til håndfodring. De satte sig også MHPs kamera og MoKos hat. De blev kun set på 1-2 lokaliteter, og havde alle masser af bling-bling, da de bliver monitorerede.(JSH)

Canadisk spætmejse (red-breasted nuthatch). Denne kunne også håndfodres. (JSH)

Spruce grouse. If our Belgian allies read this – thanx for the tip. (MHP)

Historiens letteste spættetwitch (”km 56 and then ten poles further…it’ll be there)” …. Black-backed woodpecker. På papiret egentlig en svær art. Vi vil have luftledningerne tilbage i DK. (MHP)

Som på Pelee er der adskillige flotte vandrestier, endeløse boardwalks og toptunede visitorcenters rundt omkring i parken. Man skal – som i alle nationalparkerne – erhverve et park pass. De koster som regel i omegnen af hundredemand, men det er pengene værd. Algonquin SKAL besøges, hvis man er i det sydlige Canada. Hvis ikke for fuglene så for sceneriet, et velkomment afbræk efter det jævnt kedelige, flade Peleeområde.

Og nu til lektierne. Idag tager vi skovdroslerne (catharus-droslerne). I Algonquin så vi, som nævnt turens eneste eneboerdrosler (hermit thrush), men vi fik desværre ingen fotos. Den kan kendes på rødbrun hale mod gråbrun ryg – det er meget tydeligt i felten – og så har den større pletter på brystet, end andre catharusdrosler. Problemerne opstår ved Swainsons (brunrygget) og gråkindet skovdrossel, der ligner hinanden. Her vises de, som man oftest ser dem i felten, netop som de er flushet op på en gren

Gray-cheeked thrush (Gråkindet skovdrossel). Grå kind er et sekundært kendetegn, man lægger ikke rigtigt mærke til det i felten. Kig på resten af ansigtet….i modsætning til swainsons er øjenringen smal og hvid, ofte kun som en halvmåne bag øjet og tøjlen er lys. Undernæbbet er overvejende mørkt, måske et kendetegn fra swainsons. Arten er for nylig splittet op i to arter – gray-cheeked og Bicknell’s thrush. Bicknell’s er kun udbredt ved USAs østkyst og kendes fra Gray-cheeked mere rødbrun overside, men bedst (og kun sikkert?), på stemmen.

Swainsons thrush (Brunrygget skovdrossel), den laangt mest almindelige skovdrossel under vores besøg. Det er et dårligt foto, men man kan ane den brede, buff øjenring, der som regel tydelig i felten. Den kan være smal, men den er altid komplet.  Mørk tøjle giver mere sangdrossellook end gråkindets mistelagtige udtryk. Halvdelen af undenæbbet næbbet lyst, men det kan måske ikke bruges til noget. (MKH)

Veery (rødrygget skovdrossel). Rustrød overside (og brystpletning, der er langt svagere end hos de andre skovdrosler) og utegnet ansigt nærmest uden øjenring. Ligner mest sydlig nattergal. (MHP)

Og så den lette, wood thrush (plettet skovdrossel) – ikke i catharusfamilien. Den eneste af skovdroslerne med pletter på hele undersiden. Kan vel kun forveksles med brown thrasher på en dårlig dag.(MHP)

Alle skovdroslerne, på nær Bicknell’ s, er truffet i Europa. Sverige har tre fund af tre forskellige arter: Rødrygget 26/9/78 Uppland (ringm.), Eneboer- 27/4/88 Höganas og Brunrygget 12/11/95, Dalarne. Vildt, taget i betragtning at det nok er Gråkindet, der er mest regelmæssig i VP.   Det skal også kunne lade sig gøre i DK…der er tidligere blevet fedtet rundt med dårlige/mulige skovdrosler herhjemme. Husk nu,  at sangdrossel har pletter langt ned ad bug og flanker, catharusdroslerne excl. wood thrush, har kun pletter på brystet, og så er de mindre.

Fedter rundt med Sylviaerne

De sidste to dage i Israel blev brugt i nærheden af Eilat. Lørdag d. 11. april kørte vi til Neot Smadar for at se, hvad vi kunne finde af småfugle. Vi havde stadig ikke set hættestenpikker, og det begyndte at blive kritisk med kun to dage igen. Så stor var lettelsen, da der sad en fed han hættepik ved sewage pools lige øst for kibbutzen. Den var ringmærket.

Andre gode ting, som vi luskede frem, var sortstrubet sanger han, stendrossel hun, balkanflue hun, 2 vendehalse, 2 sivser og godt 80 gule vipper. Men ingen citronvip. Den så vi ikke på turen

Purpur, Neot Smadar, april 2009. Foto: RBC

I middagsheden besøgte vi Yotvata, hvor en sandterne(!) stenede på en mark. En rødvinget brak rastede også på lokaliteten. Den skulle nogle af turdeltagerne senere komme i nærkontakt med.

RBC, AEC og MWK drog på natlyt med Noam Weiss, SSC og Aron fra Eilat fuglestation ved 19 tiden. Turen startede ved Yotvata, hvor braksvalen blev håndfanget (!). Desuden sås ørkennatravn, natravn og ulv. Ørkennatravn yngler (formentlig) ikke på lokaliteten – det er trækfugle der ses, og primært i marts. I år sås ørkennatravn usædvanligt sent på lokaliteten med obs helt hen i maj.

Rødvinget brak fanget med hånden, Yotvata, april 2009. Første mærkede i Israel! Foto: AEC

Senere var det op i bjergene efter ørkennatugle. To kaldende fugle blev lokaliseret, men de sås desværre ikke.

Søndag d. 12. april startede vi i Holland Park, hvor vi fedtede en del rundt med to sortstrubede sangere hunner, før vi fandt ud af, hvad det var. En lille slank Sylvia fik vi aldrig bestemt. Den var slankere end gærdes og lys. Det var nok en hvidskægget eller en menetries…

 Sortstrubet sanger hun, Holland Park, april 2009. Foto: MWK

Dværgørne, Eilat, april 2009. Foto: MWK

Vinden svingede om i syd og vi brugte den sidste eftermiddag ved North Beach. Det gav en fed gammel mellemkjove, hvidøjet and, 80 indtrækkende purpur og 40 ditto nathejrer. En skråpe sås meget langt ude og var ikke til at bestemme. Det var nok en sodfarvet, som er den mest almindelige art på disse kanter.

To mænd kæntrede deres vandscooter i Aqababugten og måtte reddes af en politibåd

Efter det var blevet mørkt rykkede vi teltpælene op og kørte til Tel Aviv, hvor fra vi fløj hjem via Istanbul.

Mer’ Canada

Een art, der er svær på Pelee er Prothonotary Warbler – en fed lille sag, der ligner en citronvipstjert i sangerformat. Arten yngler i Rondeau reservatet, en naturpark 1,5 times kørsel NØ for Point Pelee. Rondeau er som Pelee en Syvendt halvø i Lake erie, der samler mange trækfugle op. Odden er dog markant breddere, og derfor koncentreres fuglene ikke så meget som på Pelee. Vi gav Rondeau en dag, da vejret ikke så ud ud til det helt store fald, og vi gerne ville se Prothonotary warbler. Selvom man ikke tilbagelægger mange kilometer er fuglefaunaen markant anderledes ift Pelee. Allerede på Ppladsen fik vi flere arter, vi aldrig så på Pelee. I visitorcenterets baghave bliver der fodret intensivt, og omkring 10 arter samt spandevis af jordegern huserede løbende i haven. Bl.a housefinch og tuftet titmouse sås på feeders – arter vi ikke så andre steder end Rondeau. Vi ville gerne vise et foto af Prothonotary warbler, men vi hørte den desværre kun synge. Til gengæld fik vi samme steds X’et ynglefugle som Pileated woodpecker (en stor sortspætteagtig ting), hairy woodpecker og Coopers hawk.

JSH og MHP til pipshow i Rondeau visitorcenter. Herfra sås ud over nævnte arter bl.a downy woodpecker, blue jay, ruby-throated hummingbird, rosenbrystet kærnebider, american goldfinch og common grackle. (MKH)

‘Hummer’…det siges, at de sætter sig på din finger, hvis man holder den hen til feedersne i lang nok tid.(MHP)

White-breasted nuthatch, en af de arter, der var almindelige ved Rondeau, men så godt som manglende resten af turen. (MKH)

Jens Irwin Hansen har fanget en slange. Vi spurgte ham om den var giftig – det vidste han ikke rigtigt. Vi fandt senere ud af, at det er en eastern garter snake…og den er ikke giftig. (MKH)

Herefter luskede vi ud langs kysten for at se om der, trods vejret, skulle være faldet nogle småfugle. Lidt woodwarblers og vireoer tøffede rundt i krattene, men det var een-af-hver-agtigt. Vores første phoebes  sang ved p-pladsen, 2 deltagere fik lukket field sparrow, og vi producerede lige to yellow-bellied flycatchers – en hård art. Nederen nok, var der set Kirtland’s warbler på lokaliteten et par dage før, men den floppede. Dog var der hele tiden fugle at se på, og Rondeau er et must, hvis man er i området. Ved en campingplads i udkanten af parken fik vi en eastern screech owl, der sad og stenede i et hul, og  MHP producerede turens første vaskebjørn – vi så senere mange flere.

På hjemturen stoppede vi ved nogle sewage ponds vest for Rondeau. Her var masser af ryler, lidt pludderklirer, to amerikanske taffelænder og en bøffeland. Tidligere havde der været fuldt hus i ænderne på lokaliteten, men de lokale mente, at nogle havde været og skræmme dem væk. Til gengæld var der fuldt hus i svalerne og vi så samtlige arter, vi fik på turen, her inkl. bl.a Northern rough-winged og cliff swallow.

Savannahspurv, Rondeau sewage ponds. Denne er let pga gult bryn – andre ligner mere sangspurv. Savannah kendes bedst på veldefinerede, fine striber på bryst/flanker og gråbrunt helheldsindtryk. Næbbet er mindre og spidsere end sangspurvs (som rørspurv contra kornværling. (MHP)

Her sangspurv, fotograferet ved Pelee. Næbbet er større og mere konvekst end savannah. Striberne på brystet er rødbrune og virker udflydende. Desuden er sangspurv større og har længere, mere afrundet hale end Savannah. Begge arter har tydelig kronestribe og mere tendens til øjenstribe end mørk kindtegning(mørke øredækfjer)….værd at huske når du nu står og fedter rundt med en ung rørspurv på FT (og så er oddsene for en sang- eller savannah i v-europa jo lissom også bedst om foråret, ikk!. ) (MKH)

Følg snart med i mere Canada, når The danish team rykker nordpå.

Besøg i østblokken

Her følger en lille historie om, hvordan man får vands på en weekend. TEO, HAG og ABK bookede plads på færgen mellem Ystad og Swinoujście fredag d. 19. juni. Oplysning om færgeafgange får du her:

http://www.polferries.pl/dk/sprzedaz/dania#prom

Vi tog toget fra København til Ystad – og kl 14 var vi på vej over Østersøen. Der var mange stive polakker på færgen. Med god grund. En halv liter øl kostede i færgens bar ca. 12 kroner. Så det er næsten dumt at lade være med at få et par vaser.

Frokost på Polensfærgen

Kl 20.15 ankom vi til Swinoujście, og ca. 20.45 blev vi samlet op af to polakker, Derek og Pawel,  som TEO havde mailet med, i en gammel Fiat Tipo, der stank af benzin, og kørt til Karsiborska, hvor vi først smed vores bagage af i en udrangeret cirkusvogn(!), som vi boede i,  på en slags campingplads. Campingpladsens hjemmeside:

http://www.wyspa-skarbow.pl/wyspa.html

Derefter kørte vi ud til Karsiborska Kepa med Derek og Pawel, som gav os et kort over reservatet og udpegede hvor vi skulle lede efter vands… Vands ved Swinoujście er en sørgelig historie. Hvor der tidligere var 100 par, var der 20 syng. hanner i 2006 – og i 2009 er der registreret 5 syng. hanner i Karsiborska Kepa, samt 4 på nogle nærliggende smålokaliteter. Ved 22.30 tiden begav vi os ud af diget på nordsiden af Karsiborska Kepa og hørte to acroer, som vi bestemte til vands. Vi skulle blive klogere…

Gummistøvler og håndkikkert. HAG er klar til at x’e vands

Næste morgen stod vi op ved 6 tiden og gik ud til reservatet. En hvid stork sad på et tag. Der myldrede med sangere. Drosselrørs, savi, græshoppe, rørs og mange sivsangere. Nogle af sivsangerne sang meget som de to “vandser”, vi hørte om fredagen. Vi måtte erkende, at vi havde fucket op. Heldigvis lokaliserede HAG en syng. vands. Den havde farveringe, hvilket en del af vandserne har i området. Hvorvidt vandsen synes det er fedt at flyve frem og tilbage over Sahara med 4(!) ringe, melder historien ikke noget om. Er det en god idé med så mange ringe???

Vands med farveringe, Karsiborska Kepa, juni 2009. Bemærk den lyse issestribe

Du kan læse mere om vandsprojektet her:

http://www.wodniczka.pl/

HAG blev kørt til Swinoujście ved middagstid, da han skulle videre til Berlin. TEO  og ABK begav sig ud i lokalområdet på gåben. Højdepunkterne var ca. 30 rødryggede tornskader, 1 flods, 2 høgesangere, sort glente 2K, sortbynk og 2 piroler. I det hele taget var der enormt mange småfugle i landskabet, der bestod af enge, læhegn og enkeltstående buske.

TEO i foyéen på campingpladsen

Næste morgen gik TEO og ABK en tur i en skov, der ligger syd for campingpladsen. Højdepunkterne var sortspætte, rødtoppet, korttået og 2 skovsangere.

Sortspætte, skov ca. 2 km syd for Karsiborska, juni 2009

Om eftermiddagen begav vi os endnu en gang ud i reservatet og fik meget fine obs af 2  umærkede vandser. Vandsen minder i sin opførsel en del om sivsanger og er – til forskel fra rørsanger – ofte ret let at se, når den synger, idet den ofte synger fra toppen af vegetationen. Vegetationen, som vandsen bor i, er en eng med græsser og siv. Så tør, at man kun får en smule våde fødder, hvis man bevæger sig derud i gummisko. Habitaten bliver slået hver vinter, så vegetationen ikke bliver for høj. Vi havde forventet at se vands ved startuer, men i Karsiborska bor de altså i en græseng.

Vands u. farveringe, Karsiborska Kepa, juni 2009. Bemærk flankestriberne, som adskiller den fra sivs. Foto: TEO

Vands (samme fugl). Bemærk lys rygstribe. Ryggen på sivs er mere ensartet

Søndag aften kl 21 tog vi færgen fra Swinoujście og var i København mandag morgen. Overnatning, øl og madvarer er billige i Polen – og cheferne kan varmt anbefale et besøg.