Canada – Algonquin

Efter 3 dage i syden rykkede vi nordover mod Algonquin. Algonquin er den sydligste store nationalpark i det østlige canada, og parken strækker sig over flere hundrede kilometers uberørt bjergskov. Det er en 8 timers køretur fra Pelee, men i det mindste går den sidste halvdel af turen igennem superflot natur (givet at man ikke tager motorvejen) En route blev lavet Amr.tårnfalk, der er sjælden deroppe og turens eneste hjelmskallesluger. Selve Algonquin slog dog alt – endeløse urskove, dybe skovsøer, islomsang overalt og elge en mas langs vejene. …ligesom man havde forestillet sig Canada. Vi indlogerede os i Algonquin lakeside Inn, 10 min kørsel fra østporten – her fik man en lækker luksuslejlighed med udsigt over en elv for 150kr/mand pr nat. Kan varmt anbefales. Manageren var også en superchef, der gav os gode fif til div target arter. Nye kunder stod og ventede 15-20 min. mens han fortalte os om fuglene, men de måtte vente…det holder. Ved restauranten blev der fodret intensivt og pine sikins og  purple finches sloges med jordegerne om frøene.  Aftenkernebider kom også til feedersne, men desværre kun mens vi væk. Canadierne havde advaret os med at tage til Algonquin ult maj pga myg og fluer. If. HeM er det ikke noget fis – det kan være helvede. Vi var imidlertid så heldige, at temperaturene var styrtdykket og insekterne holdt sig fra at gå på vingerne. Fuglene var imidlertid stadigt aktive og vi fik på 1,5 døgn gode arter som gray jay (2-4), blacbacked woodpecker (3), pileated woodpecker, barred owl, spruce grouse, Ruffed grose (3), brown creeper samt en del sapsuckers, goldencrowned kinglets, sortbrune ænder og mørkøjede junkoer. Halsbåndstroldand og islom kunne nydes på yngleplads. Vi dippede på eastern sawwhet owl (nok for sent) og boreal chickadee  (tyndt) og vi så inegn bjørne (øv) .

“MOOOOSE”. (MHP)

Gray Jay, Nordamerikas lavskrige. Chefen på vores motel sagde, at vi bare skulle stille os med nogle krummer i hånden på en given skovvej…så skulle vi se løjer. Arten er sjælden så langt mod syd, og tilbagegang pga at deres fødelagre rådner i det varmere klima. Stor var glæden derfor, da der kom to fugle tilflyvende til håndfodring. De satte sig også MHPs kamera og MoKos hat. De blev kun set på 1-2 lokaliteter, og havde alle masser af bling-bling, da de bliver monitorerede.(JSH)

Canadisk spætmejse (red-breasted nuthatch). Denne kunne også håndfodres. (JSH)

Spruce grouse. If our Belgian allies read this – thanx for the tip. (MHP)

Historiens letteste spættetwitch (“km 56 and then ten poles further…it’ll be there)” …. Black-backed woodpecker. På papiret egentlig en svær art. Vi vil have luftledningerne tilbage i DK. (MHP)

Som på Pelee er der adskillige flotte vandrestier, endeløse boardwalks og toptunede visitorcenters rundt omkring i parken. Man skal – som i alle nationalparkerne – erhverve et park pass. De koster som regel i omegnen af hundredemand, men det er pengene værd. Algonquin SKAL besøges, hvis man er i det sydlige Canada. Hvis ikke for fuglene så for sceneriet, et velkomment afbræk efter det jævnt kedelige, flade Peleeområde.

Og nu til lektierne. Idag tager vi skovdroslerne (catharus-droslerne). I Algonquin så vi, som nævnt turens eneste eneboerdrosler (hermit thrush), men vi fik desværre ingen fotos. Den kan kendes på rødbrun hale mod gråbrun ryg – det er meget tydeligt i felten – og så har den større pletter på brystet, end andre catharusdrosler. Problemerne opstår ved Swainsons (brunrygget) og gråkindet skovdrossel, der ligner hinanden. Her vises de, som man oftest ser dem i felten, netop som de er flushet op på en gren

Gray-cheeked thrush (Gråkindet skovdrossel). Grå kind er et sekundært kendetegn, man lægger ikke rigtigt mærke til det i felten. Kig på resten af ansigtet….i modsætning til swainsons er øjenringen smal og hvid, ofte kun som en halvmåne bag øjet og tøjlen er lys. Undernæbbet er overvejende mørkt, måske et kendetegn fra swainsons. Arten er for nylig splittet op i to arter – gray-cheeked og Bicknell’s thrush. Bicknell’s er kun udbredt ved USAs østkyst og kendes fra Gray-cheeked mere rødbrun overside, men bedst (og kun sikkert?), på stemmen.

Swainsons thrush (Brunrygget skovdrossel), den laangt mest almindelige skovdrossel under vores besøg. Det er et dårligt foto, men man kan ane den brede, buff øjenring, der som regel tydelig i felten. Den kan være smal, men den er altid komplet.  Mørk tøjle giver mere sangdrossellook end gråkindets mistelagtige udtryk. Halvdelen af undenæbbet næbbet lyst, men det kan måske ikke bruges til noget. (MKH)

Veery (rødrygget skovdrossel). Rustrød overside (og brystpletning, der er langt svagere end hos de andre skovdrosler) og utegnet ansigt nærmest uden øjenring. Ligner mest sydlig nattergal. (MHP)

Og så den lette, wood thrush (plettet skovdrossel) – ikke i catharusfamilien. Den eneste af skovdroslerne med pletter på hele undersiden. Kan vel kun forveksles med brown thrasher på en dårlig dag.(MHP)

Alle skovdroslerne, på nær Bicknell’ s, er truffet i Europa. Sverige har tre fund af tre forskellige arter: Rødrygget 26/9/78 Uppland (ringm.), Eneboer- 27/4/88 Höganas og Brunrygget 12/11/95, Dalarne. Vildt, taget i betragtning at det nok er Gråkindet, der er mest regelmæssig i VP.   Det skal også kunne lade sig gøre i DK…der er tidligere blevet fedtet rundt med dårlige/mulige skovdrosler herhjemme. Husk nu,  at sangdrossel har pletter langt ned ad bug og flanker, catharusdroslerne excl. wood thrush, har kun pletter på brystet, og så er de mindre.