Cheferne sonderer Eilat

Fast punkt på dagsordenen var en lille times morgenobs ved Northbeach inden rovtrækket satte igang ved 7-tiden i bjergene. Northbeach er et godt sted for terner, hejrer og kjover (det siger de lokale i hvert fald), og i sydlige vinde også for skråper. Vinden er dog som regel nordlig om foråret i Eilat (også under vores besøg), men dagligt lå der alligevel 1-6 sodfarvede skråper og turede rundt. Den enste talrige måge var baltisk sildemåge, der kom indtrækkende i småflokke. Enkelte almindelige kjover trak ind over land ved stranden, isfugle og gråfiskere sås dagligt, hvidkindede terner og rødehavsmåger var så godt som faste og en berberfalk jagede til tider omkring stranden, men ellers var der de første dage ikke mange fugle ved vandet.

Når solen så havde fået lidt magt var det på tide at rykke op i bjergene, hvor hvepsevågerne allerede lettede fra klipperne inden 7. Vi fik hurtigt banket hul i statistikken, der siger at der går een sikker tophveps på 10.000 hvepsevåger, for efter de første 15000 havde vi stadig ikke set noget, der kunne bruges. Endvidere skulle der gå 2 mulige på en sikker. Der var i år blot claimet een top i marts (ud fra et foto), men cheferne mener, at det nok har været en ung høgeørn. Vores plan om at lave årets første gode top blev imidlertid skudt i sænk af local chief Jonathan Mayrew, der lavede 2 stk fra Aravadalen, mens cheferne kæmpede oppe i bjergene.

eilat-mountains.jpg

Cheferne arbejder på tophveps i fjerne hvepsevågeskruer. ABK (med ryggen til) mener selv at han har kig på noget.

Det eneste ikke-hvepsede var og blev steppevåger og balkanhøge, krydret med lidt småskrigeørne, lærkefalke, ådselsgribbe og hedehøge.

ABK ringede til Yoav for at bekræfte at vi ville prøve fed nubisk samme aften ved Dødehavet. “Have you heard about the black bush robin?” spurgte Yoav i telefonen. “No!” svarede jeg. Der var claimet sort trænattergal ca. 70 km. nord for Eilat, så vi besluttede at give fuglen et forsøg, på vores vej til Dødehavet. Snart ringede vores nye ven, Ben Amir, der fortalte at den claimede sorte trænattergal var ombestemt til nattergal. Øh, de skulle nu ikke være så svære at skelne fra hinanden, men måske havde observatøren fået solstik.

Som modtræk til Jonathans tophvepser, besluttede cheferne sig for, at lave rastende væverfugl ved Yotvata circular fields. Som navnet antyder drejer lokaliteten sig om 2 meget store cirkelrunde kornmarker, der skulle være et godt sted for natravne og værlinger. For at holde KHa beskæftiget, så han ikke lavde for mange hits, aftalte vi at mødes i hjørnet af marken. I tamarisken imellem markerne yngler dødehavsspurv og ørken-stor hornugle skulle om aftenen kunne ses jage i området. Ved chefernes første besøg blev det bl.a til 450 turtelduer, 27 laner, 2 dværglærker, drosselrørs samt mere fast inventar som spanskspurv, rød- og markpibere, trænattergale og lille grøn biæder. ALLEvegne myldrde det med munk, bleg gulbug og gærdesanger, der tilsammen udgør 85-90% af de småfugle vi luskede frem

lgbeeeater.jpg

Ll.grøn bi-æder, udbredt, men ingen steder talrig. Cheferneifelten beklager at billedet er ret skarpt, det er kun blevet uploadet i mangel på et pløret foto fra Yotvata.

I frustration over manglen på afrikanske vpblockers ved Circular fields besluttede cheferne sig for at få ryddet op i sandhønsene, og opsøgte k76, en kendt lokalitet for kronet sandhøne. Chief Noam havde beskrevet at man syd for en sidevej kunne se arten fouragere i noget halvørken, men cheferneifelten sutter ikke (så meget) så vi lavede 10 stk. NORD for vejen. Hårdt. Vinter og forår skulle stedet være godt for lærker, og det var her, der var Dunns en måneds tid inden vores ankomst. Cheferneifelten besluttede sig for IKKE at lave Malling-finten på en overflyvende lærke, selv om den sagde ligesom Dunns kald er beskrevet i FIF.

crowngrouse.jpg

Kronet sandhøne, den femte og sidste sandhøneart på turen.

Vi mødtes med Yoav 17.45 ved afkørslen til Neot Hakikar. Nogle fishponds ved sydenden af Dødehavet gav clamorous reed warbler, lille rørvagtel hun og dværghejre. Solen gik ned, og vi lyste på nogle hjulspor efter fed nubisk. Efter en lille time kørte vi på en af grusvejene, da MKH pludselig råbte op. Yoav bremsede bilen. Der sad en lille dims i hjulsporet, det viste sig at være en 1k fed nubisk. Længede henne ad grusvejen sad endnu en 1k. Den blev snart efter fodret af en af forældrefuglene. Området ved Neot Hakikar er den eneste lokalitet for fed nubisk i Israel, da det særlige tamarisk-habitat fuglene yngler i, ikke findes andre steder. Årsagen til at tamarisk-habitatet er bevaret her er, at området indeholder miner. Så Yoav har aldrig fundet en rede, da han ikke syntes en fed nubisk rede var lige så meget værd som sine ben.

nubisk-dodehavet.jpg

1k fed nubisk, Neot Hakikar, april 2007

1 Response to “Cheferne sonderer Eilat”


  1. 1 cif 10. maj 2007 kl. 17:41

    Det bør bemærkes at cheferneifelten+Yoav højst sandsynligt var de ENESTE birdere nogensinde, der havde set ungefodring af fed nubisk i WP. Yoav – MR.Nubian – havde i hvert fald aldrig set det før.
    Trist nok, forklarede Yoav, bliver mange fede nubiske hvert år splattet ud af militære køretøjer, fordi de de trykker så hårdt i hjulsporene.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s




*

*


%d bloggers like this: