Eilat – dag 2

Tirsdag 11. marts startede vi ved 6-tiden på North Beach. Vi spejdede ud over Rødehavet – og snart dukkede en flok på tre ørkenpræstekraver op. De landede på stranden og sås meget fint. Så fint, at det var svært at få dogmefotos af dem. En flok på 9 korttåede lærker blev opdaget i skop, da de trak ind fra havet. I blandt dem var en større lærke, som da den kom tæt på obsposten kunne bestemmes til turens første østlige kalanderlærke. Ellers bød morgenen på turens første isfugl, damklire 3 og en fin feldegg.

orkenprastnorthbeach2.jpg

Ørkenpræstekraver, North Beach, marts 2008. Foto: MHP

Vi fortsatte til saltponds og fuglestationen, hvor vi bogførte syngende savisanger, bjergvipstjert, sortstrubet bynkefugl (rubicola og maura/variegata). Desuden sås både gråsejler og mursejler fouragerende lavt over saltponds. Det gav gode muligheder for at se, hvor markant lysere gråsejler er ift. mursejler, samt gråsejlerens maske, der er iøjnefaldende – i hvert fald under gode obsbetingelser.

I daddelplantagen nord for fuglestationen, jagede vi tophvepsevågen ud af en palme. Fuglen har overvintret i plantagen siden 9. februar. På flugtfotoet ses, at der er bånding helt ud i fingrene, hvilket er et godt kendetegn for tophveps. Desuden  har knoen samme farve som undervingedækfjerene – også et godt kendetegn. Det drejer sig om første overvintrende tophveps i VP. Er arten i gang med at ændre træk og overvintringsstrategi? Det er efterhånden en årlig begivenhed at se trækkende tophveps i Eilat i ult. april / primo maj.

tophveps2.jpg

Tophvepsevåge, nordlige daddelplantage Eilat, marts 2008. Foto: MHP

To indiske sølvnæb blev lavet af RBC, men de var desværre væk, da ABK, CBN og MHP dukkede op. Arten kan godt være svær at finde, hvilket cheferne erfarede i 2007, hvor det kun med nød og næppe lykkedes alle at bogføre arten. En smyrnaisfugl blev desuden lavet i plantagen. Arten er fåtallig i Eilat, men der var tilsyneladende et mindre influks under vores besøg, idet vi også fandt arten de efterfølgende dage i Ofira Park og Neot Smadar. Desuden trak en slangeørn NØ over daddelplantagen.

K20 pools skulle selvfølgelig også tjekkes, idet det var her, cheferne sidste år så gode arter som kaspisk præstekrave, sort- og rødvinget braksvale, terekklire og en del kærløbere og odinshøns. De gode vadere er dog ikke ankommet i marts, men til gengæld var vi vidner til et pænt stenpikker fald rundt om the pools: isabella 15, ørken 6, almindelig 4, middel 1. Desuden rastede to rustænder blandt ca. 35 gravænder. Førstnævnte er en fåtallig gæst.

foto2k20.jpg

Kameraerne snurrede under stenpikker faldet ved K20 pools

Ved 18 tiden blev vi samlet op af Noam Weiss, som vi skulle ud og kigge ugler med. Vi prøvede først lichtensteins sandhøne lokaliteten ved K19, men vi kom desværre for sent. Derefter fortsatte vi til Yotvata, hvor vi så røven af en ørkennatravn. Men obsen var så ringe, at vi måtte vende tilbage 5 dage senere for at få set denne eksklusive art godt. Efter 1,5 times eftersøging, kom en ørken stor hornugle flyvende ind foran bilen, og satte sig på jorden. Den var lille ift. en stor hornugle, og væsentligt lysere. Ørken stor hornugle yngler i wadier, der munder ud i landbrugsland, som de bruger til fouragering. Markerne ved Yotvata har gennem de sidste par år været en af de bedste lokaliteter til at få set arten. Iflg. Noam, ser han den på ca. hver anden tur.

natlyt.jpg

Der kigges efter ørkennatravn ved Yotvata

Ved 21 tiden kørte vi ind i bjergene nord for Eilat. Det er her, der yngler ørkennatugle. Ved første stop hørtes og sås intet, og situationen begyndte at minde om chefernes natlyt sidste år, hvor ingen ugler hverken sås eller hørtes – på trods af eftersøgning fra 7 aften til 5 om morgenen… Vi satte os ind i Noams 4-hjulstrækker og kørte om på den anden side af en stor klippe. Der blev trykket play på båndoptageren, og efter ca. et halvt minut slukket igen. Og kort tid efter svarede ørkennatugle hunnen! Der blev lyst op på klippevæggen, og snart kom uglen flyvende og satte sig på klippen lige over for os. Her sad den i ca. 20 minutter og studerede os… Imens kunne vi høre hannen tude i nærheden. Noam har i 2007 og 2008 lokaliseret i alt 7 ørkennatugle-territorier i bjergene ved Eilat og i Negevørkenen.

orkennatugle3.jpg

Ørkennatugle, Eilat Mountains, marts 2008

0 Responses to “Eilat – dag 2”



  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s




*

*


%d bloggers like this: