Grenen, fredag d. 20. maj 2011 ved 9-tiden. AEC’s telefon ringer. TEO er i den anden ende. Vestlig bjergløvsanger på Anholt!!! Fuglen, der er opdaget af TEO og set af HAG, sidder og synger (og har kaldt enkelte gange) ved det sommerhus, som de bor i nær havnen.
AEC kan tage den med ro, da han så fuglen, som ROC ringmærkede på Grenen i maj 2005, men for de fleste andre på obsposten vil det være ny art. Det viser sig hurtigt, at næste færge til Anholt først sejler søndag. Hvordan kommer vi så derud?
Jeg får fat i nummeret på Karsten Mose, en skagbo med flyvercertifikat! Jeg ringer. Han er klar på at flyve til Anholt samme eftermiddag, og vi aftaler, at jeg ringer med en bindende bekræftelse kl. 12.15. Der er mange på obsposten, der nu gerne vil med til Anholt. Men der er et problem. Flyveren, en Piper, har kun fire sæder, og de tre passagerer må tilsammen højst veje 240 kg!
Der bliver regnet frem og tilbage, og vi ender med at være to hold. 1. hold: SJ, AKV, ABK. 2. hold: FSH og Skat. Begge hold skulle klare cuttet. Mon det også var gået med en kontrolvejning?
Jeg ringer flere gange til TEO. Fuglen synger kl. 10. Men da jeg ringer ved 12 tiden, er fuglen ikke hørt siden kl. 10, så jeg ringer til Karsten og aflyser turen.
Dagen byder på flere overraskelser. Kl. 11.30 kommer en fin rødrygget svale på trækforsøg ved Verdens Ende lavet af AEC, men kort efter kommer chokmeldingen fra Bøtø: trækforsøgende høgeørn!!!
Vi fedtspiller høgeørnen ved først at rykke natten mellem lørdag og søndag og bruger to dage på Falster på at eftersøge fuglen. Uden held. Bøvsen høres kortvarigt lørdag morgen, men ikke efterfølgende. KO rykker til Anholt søndag d. 22. maj, men finder ikke fuglen. Han tager hjem d. 23. om morgenen.
Bøvsen er gået i glemmebogen, men fredag d. 27. maj om eftermiddagen er KO igen på Anholt, og for enden af Radarvej genfinder han bøvsen!!! Lige efter, at færgen er sejlet fra Grenå. Næste færge til Anholt sejler først midt på dagen søndag d. 29. maj!!! Jeg ringer til Karsten for at høre, om han er klar på en flyvetur til Anholt. Det er han, men først lørdag eftermiddag, hvis vejret er i orden. Den eneste, der i første omgang rykker på bøvsen, er HKR fra Køge, der tager flyet fra Tune lufthavn lørdag morgen, taxa til Radarvej, og 1,5 time senere sidder han på flyet på vej til Roskilde!!! Fuglen sidder stadig og synger for enden af Radarvej.
Lørdag formiddag ringer jeg til Karsten igen, men han vil ikke flyve samme eftermiddag pga. dårligt vejr. Jeg ringer igen til Karsten ved 18-tiden, og efter at have tjekket vejret aftaler vi at mødes på Sindal flyveplads søndag morgen 6.15. Karsten vil helst flyve med blot to passagerer. Det bliver SJ og ABK.
Op kl. 5 søndag morgen, kaffe og så af sted til flyvepladsen. På med redningsveste – og snart er vi i luften på vej mod Anholt. Danmarks mest isolerede ø. Efter en lille time lander vi sikkert på græsbanen på sydenden af øen.
SJ på vej mod Anholt
ABK på vej mod Anholt
… lige før landing på Anholt. Foto: KO
Ankomst til Anholt
På flyvepladsen står der udlejningscykler, har Karsten forklaret, og ganske rigtigt. Men de er låst. Karsten ringer til cykeludlejeren, som fem minutter senere kommer forbi og låser cyklerne op. Så hopper vi ind i en kassevogn, for dækkene på cyklerne er flade. Inde i byen kommer der luft i ringene, og vi hører en karmindompap, inden vi cykler de ca. 4 km til Radarvej. Jeg sætter SJ og Karsten på den første stigning og når frem til enden af Radarvej ca. 7.50. Der går ca. to minutter, før jeg første gang hører bøvsen. Efter at have hørt den to gange mere for at være helt sikker, ringer jeg til SJ, der sammen med Karsten er cyklet forkert (!). Bøvsen synger nu regelmæssigt, og ca. 8.05 når SJ og Karsten frem, og de kan snart høre fuglen. Vi går om på sydsiden af radarstationen for at se fuglen. Den bevæger sig mest rundt i toppen af egetræerne, hvor den sølvhvide underside er mest iøjenfaldende kendetegn, men i ca. tre minutter fouragerer den i et enkeltstående (ca. fire m højt) egetræ, der står i det indhegnede område. Her ses fuglen meget fint, hvor det lyse ansigt, lyse næb, lyse ben og grønne kanter på svingfjerene er karakteristiske. Fuglen er en slank lille phyl og meget aktiv som en hvidbrynet løvs. En fed obs!!!
Take off fra Anholt. Foto: KO
Vi hører og ser fuglen frem til ca. 9.15, før vi igen hopper på cyklerne og slår et smut forbi havnen. Her nyder SJ og ABK en vase (og Karsten en cola), før vi returnerer til flyvepladsen. Snart er vi i luften, og efter at have kredset en enkelt gang over øen sætter vi kursen vestover mod Djursland, før vi fortsætter mod Sindal, som vi når ved 11.30 tiden.
Tilbage i Sindal, hvor der var boblevand parat!
http://birdsdk.blogspot.com/2011/06/bjerglvsanger-i-lyd-og-billede.html
Her kan du læse om, se fotos og høre lydoptagelser af bøvsen
Fed tur ABK, og jeg kan så lave en Høgeørne opsummering :Kom til Skagen kl. 22.30 fredag, efter 6 timers vindemo og 2 timer i en mega motorvejskø, sov til kl. 9.30 Lørdag, kørte ind til Skagens Fakta og købte ind, rømmede hytten igen lørdag kl. 13.00 og kørte hjem til Faaborg, ankom kl. 17, spiste mad kl. 19.00 og var i Køge sammen med Bentzon kl. 23.00 lørdag,mødte ABK,HHØ,JAE og vi tog så natfærge fra Køge kl. 0.30 , sov 4 timer i kahyt (Alene), ankomst til Rønne, og var på første obspost på Bornholm kl. 7.30 rykkede lidt rundt og fik så fuglen i hus kl. 15.42 sammen med ABK,HHØ,JAE,MBH,SG,MMJ,KUH,JL samt Granitsteso, ankom til færgen i Rønne til Ystad kl. 17.00 søndag ankomst Ystad kl. 18.30 ankomst til Køge for at hente bil, kl. 20.00, ankomst til Faaborg kl. 21.45, drak een rødvin og spiste, gik i seng søndag kl. 23.00, sådan , mit sejeste twitch.
det er uanstændigt at bruge så meget benzin på at se en fugl.
jeg troede ornitologer var naturelskere.
men det gælder åbenbart ikke twitchere.
de er skyr ingen midler og er stærkt medvirkende til at ødelægge naturen.
føj
nh
Det er rigtigt, at sådan en flyvetur medfører stor udledning af CO2. Det samme er tilfældet, når jeg spiser en rød bøf. Men det gør jeg også – en gang imellem
Tak for dit nyskabende indlæg, NH. Samtlige DOF-storture til udlandet er nu aflyst for resten af 2011, hvis folk skal med en flyver. Vi undersøger muligheden for at tage toget til Sydafrika i august med DOF Travel, så du hører nærmere.
mvh. DOFtravel/flemming