Foråret 2013

Foråret er ved at være slut, selvom vi fortsat er i zonen for en grøn biæder på vej nordvest, og den mulige eleonorafalk, som sås torsdag d. 19. juni om aftenen ved Ballum af Michael B. Clausen, vidner om, at sidste halvdel af juni er et godt tidspunkt for hits. Hvordan var foråret 2013 så?

Det var et fint forår for sjældne fugle i DK. Vi starter rundturen i Skagen, der havde et godt forår, men uden mega’er. Foråret 2013 gav en enkelt tilføjelse til Skagens imponerende artsliste, da en stylteløber sås trækkende øst på Grenen 15. maj kl. 7.35 af Ole Frode Jakobsen. På rovfuglefronten kunne Skagen notere både blå glente og jagtfalk 23. april. Jagtfalken dukkede noget uventet op igen 5. maj. Ørnene var også godt repræsenteret med fire små skrigeørne, slangeørn (2. juni), og en mellemfase yngre dværgørn, der drev kispus med twitcherne. Set første gang 8. juni og – ganske uventet – også trækforsøgende dagen efter samt d. 15. juni (første gang med en flerdages-dværgørn i Skagen siden 1991 efter fund af endags-fugle i 2000, 2007, 2011 og 2012). På småfuglefronten var en ringmærket pileværling han 31. maj fanget af Michael Ancher ved Batterivej bedste obs (3. fund i Skagen – og 2. fra foråret), men også en sibirisk bynkefugl han ved Fyrvej 1. juni var bemærkelsesværdig. En citronvipstjert han sås på Grenen 31. maj. En flyvsk triel ved Buttervej 11. maj blev Skagen Fuglefestivals bedste fugl. Med hele 8 tidligere fund er Skagen Danmarks bedste lokalitet for arten; årets fund var første siden 2007 (men en fugl sås ved nærliggende Råbjerg Enge 31. maj 2011). To fund af hvidhalset fluesnapper (hanner) fra hhv. 1. maj (Poul Eeg Camping) og 3.-4. maj (Gyvelstien) fortjener også at blive nævnt samt en trækkende rødrygget svale 9. maj. En syngende savisanger ved Ellekrattet 24. april og hele to høgesangere (én feltobset 16. maj og én ringmærket 16. juni) er lokale sjældenheder.

Vi fortsætter sydpå til Vejlerne, der kunne mønstre en citronvipstjert han 6.-7. maj ved Lønnerup Fjord og en langnæbbet sneppeklire 9. juni på Bygholmengen. En syngende flodsanger 5.-10. juni ved Selbjerg var vist kun andet fund for Vejlerne. En stribet ryle 4. maj ved Lønnerup var mere ventet. Så alt i alt et ok forår i Vejlerne, men der er langt til tidligere tiders megahits som jomfrutrane, amerikansk rørdrum og gulddrossel. Er det øgede antal genetablerede naturområder længere sydpå i Jylland årsag til, at der ikke findes så mange sjældne fugle i Vejlerne? Eller er årsagen, at lokaliteten ikke tjekkes så grundigt, som dengang der var feltstation?

Videre sydpå til Blåvand, hvor forårets ubestridte højdepunkt var ørkenpræstekraven, der rastede på Hukket i dagene 4.-6. juni. Forårets næstsjældneste obs var en sydtrækkende purpurhejre over stationen 28. maj. En savisanger var – måske lidt overraskende – ny art for Blåvand. Det drejede sig om en fugl, som blev ringmærket 11. maj. Den vakte dermed større glæde hos Henrik Knudsen end Blåvand-specialiteten, hvidskægget sanger, som ligeledes fløj i garnene; en han 2. maj. Så alt i alt et fint forår, men en hård småfugl uden for nettene var ventet.

orkenprast_blavand_cif

Ørkenpræstekrave han, Blåvands Huk, 5. juni 2013

tvn_blavand_cif

TVN – finderen af DK’s første prærietrane. Her fotograferet i Blåvand, hvor han connectede med øpræsten

På Anholt sang en drosselrørsanger 12. maj og samme dag trak en lille kjove forbi øen. En tredækker sås desuden 9. maj. Der sås tilsyneladende ikke noget opsigtsvækkende på Læsø. Øerne mangler i den grad bemanding.

Sydlangeland havde et stille forår uden SU-arter. Højdepunktet var en syngende høgesanger ved Gulstav 10.-11. juni. Af subhits sås en flok på 6 hvidvingede terner 8. maj, to flodsangere; én ringmærket 7. maj ved Keldsnor og én syngende i Fredmosen 19. maj, to nordtrækkende biædere ved Gulstav 25. maj og en syngende lundsanger i Gulstav Østerskov 1. juni.

Videre til Møn, som husede forårets sjældneste fugl, prærietranen. Den blev fundet 27. maj ved Møn Fyr og var på plads i området frem til d. 28. midt på dagen. D. 27. maj kunne desuden byde på en trækkende alpesejler nær Møn Fyr, og en lille skrigeørn sås på Østmøn 20. maj. En rødrygget svale rastede ved Hegnede Bugt 19. maj, og hele tre sorte storke sås på øen i foråret (to 23.-24. april og én 27. maj). En tredækker i Busemarke Mose 30. april er et lokalhit. En sydtrækkende biæder ved Bødkermosen 18. maj og syngende flodsanger i Busene Have 19. maj bør også nævnes. Ingen usædvanlige vadefugle sås ved Ulvshale/Nyord i foråret.

Gedser havde en moderat forårssæson – langt fra de to superår – 2003 med klippeværling og østlig bleg gulbug og 2011 med høgeørn og ellekrage. Foråret startede fint med en trækkende ad. han kongeederfugl 7. april. Derefter skulle vi frem til 27. april, da en rødrygget svale sås ved Bøtø Nor. Dagen efter var fuglen et smut forbi Gedser Odde (!) – bestemt til samme individ pga. hak i venstre vinge – før den returnerede til Bøtø. Endnu en rødrygget svale sås ved Gedser Odde 2. juni. En rekordtidlig buskrørsanger blev rapporteret ringmærket 8. maj, og fuglen blev genfanget dagen efter. Fundet skal – som alle andre fund af buskrørs – en tur forbi SU’s bord. Den hidtil tidligste ringmærkede buskrørs i DK er fra 27. maj på Christiansø i 1984. Fra maj og juni foreligger der i alt 40 godkendte fund af buskrørs. Fundet er, hvis fuglen er korrekt bestemt, ekstraordinært tidligt – også i forhold til Sverige, der frem til ca. år 2000 havde 855 fund af buskrørs, hvor den tidligste er registreret 18. maj. Forårets øvrige eneste SU-art var en sydtrækkende lille skrigeørn ved Gedser Odde 9. juni. Af subhits blev der ringmærket to lundsangere; én 29. maj og én 1. juni, en drosselrørsanger sang på Kroghage 21. maj, og samme lokalitet husende en syngende flods 1. juni. Nettene producerede en høgesanger 2. juni. En biæder hørt på Gedser Odde 18. juni fortjener også at blive nævnt.

Vi slutter rundturen på Ertholmene, der havde et fænomenalt forår takket være en super 5-dages periode i månedsskiftet maj/juni. Første SU-fund var en stellersand han, der blev fotograferet ud for Ruths kryddersild 18. marts. Derefter skulle vi frem til 9. maj, hvor en af de tidligste (den tidligste?) høgesangere på Ertholmene gennem tiderne sås. Dagen efter sang en savisanger kortvarigt om morgenen (blot 2. fund på Ertholmene efter en fugl fundet død i ringmærkningsnet 6. maj 1979). 9. maj blev en drosselrørs desuden ringmærket. 29. maj startede en 5-dages periode, der formentlig er den bedste – nogensinde – om foråret på Ertholmene. Og tankevækkende, da alle hitsne blev fundet i felten. Det kan lade sig gøre, selvom øen er mere tilgroet end for 20 år siden. En buskrørsanger sang 29. maj, blev senere ringmærket, og var også på plads på øen d. 30., hvor den blev overtrumfet af en lille gulbug, der rastede på vestsiden af øen. 31. maj var hviledag, men 1. juni blev en østlig middelhavsstenpikker han opdaget på sydøen. Blot andet fund i DK af den østlige race; fuglen rastede også på øen d. 2. juni. Om eftermiddagen d. 2. juni blev der skrevet feltornitologisk danmarkshistorie, da den første lille rørsanger i DK blev fundet i felten. Af subhits sås (og hørtes) en tristis gransanger på datoerne 30. maj og 3.-4. juni. Desuden sås en høgesanger 3. juni.

ggrib_skive_cif

Gåsegrib, Kåstrup nær Skive, 15. juni 2013. Ikke alle hits findes på de klassiske lokaliteter!

0 Responses to “Foråret 2013”



  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




*

*


%d bloggers like this: