Mandarinanden (en hun), der har overvintret hvert år i Lyngby siden december 2009, er død. Den blev fundet 31. marts 2014 om eftermiddagen i Berlin på den nordlige bred af floden Spree ved Mühlenstrasse – ca. 2 km SØ for Berlin centrum, oplyser Zoologisk Museum per mail. Der er ca. 360 km fra København til Berlin.

Fuglen, der første gang blev registreret 27. december 2009 i Sorgenfri Slotspark, blev ringmærket ved Lyngby Mølledam i januar/februar 2011. I vinteren 2013/14 sås den første gang 25. oktober, mens den sidste registrering er fra 30. marts ifølge DOFbasen. Se foto af fuglen ved at klikke her.

Det er interessant, at fuglen er fløjet til Berlin, da Berlin-området huser ca. 400 ynglepar af mandarinand, hvilket er den største bestand i Europa. Bestanden er kategoriseret som “c-bestand” – på linje med stor hornugle og canadagås – idet den vurderes som selvsupplerende og har ynglet her siden midten af 1980’erne.

At mandarinand (også fra den europæiske c-bestand) kan tilbagelægge store afstande er ikke ukendt. En mandarinand ringmærket i England blev således genmeldt (skudt?) ved Sankt Petersborg i 1988, og en fugl ringmærket i Holland blev genfundet i Norge. Læs mere om ringmærkning af mandarinand i Europa ved at klikke her.

Derved tyder meget på, at twitchere, der nåede at se Lyngby-mandarinen, kan få sig et kategori-c sofakryds.

mandarin-riverspree

Mandarinand hunfarvet med gråand, Berlin, juli 2007

mandarin_29_09_07

Mandarinand han, Torshavn, Færøerne, 29. september 2007. Arten er på den færøske c-liste