Ingen jomfruer i Horreby

Onsdag d. 27. juli 2016 samler jeg TBR op på Hans Knudsens Plads kl. 6. Planen er klar. Der skal laves stort på pølsen. Vi starter i fugletårnet ved den sydlige lagune, men der er få vadefugle; formentlig pga. høj vandstand. Vi beslutter derfor at køre til dæmningen, og armeret med skop og termokander går vi nordpå langs stranden. Da vi er nået nordspidsen ved 8-tiden og skal til at pakke skoperne ud, bipper telefonen. Jomfrutrane i Bøtø!!! Fundet af KMO og Kim Duus.

Det tager ikke mange sekunder, før vi vender snuden sydpå og løber – næsten – hele vejen til bilen. Så havde vi også fået dagens motion. Godt svedige sætter vi os i bilen. Der er god stemning, for fuglen er på plads. Der går dog ikke mere end ca. ti minutter, før vi får en nedslående melding om, at fuglen er lettet og fløjet lavt NØ. Hvad gør fuglen nu? Er den trukket? Eller er den blot fløjet på et fourageringstogt? Vi beslutter at køre til Vestmøn og stopper lige øst for dæmningen til Bogø i håb om, at vi kan se fuglen krydse Storstrømmen (hedder farvandet det?) på vej fra Falster til Møn. Men nej – ingen trane. Vi fortsætter til Fanefjord, hvor vi tjekker landskabet fra kirken, men heller ingen traner her. Vi diskuterer, om vi skal prøve lykken på Møn. Vi taler med HKR, som tjekker Nyord, og beslutter derfor at fortsætte mod Sydfalster ad småveje langs østkysten. Hits vender altid tilbage til udgangspunktet, lyder det i baghovedet… Vi triller gennem landsbyerne Horbelev, Meelse og Karleby, ser afviser til landsbyen Horreby og tjekker markerne. En sølvfarvet postkasse er det nærmeste, vi kommer en jomfrutrane.

Vi når Bøtø by, hvor vi på en jordmark gør dagens foreløbig bedste obs; småspove 9. I stedet for at køre til Bøtø Nor og stå og tude med de andre dippere, beslutter vi at stoppe på Godthåbs Allé ca. 2 km nord for noret. Flere kendte ansigter dukker op: HHØ, SBP, FSH, IBJ m.fl.

Ved 12.30-tiden ringer telefonen. Det er FSH, som er i røret. Han beretter om to sydflyvende traner nord for os, og den ene virker mindre end den anden! Jeg ringer til HHØ, da han og SBP netop er kørt videre. Kort efter spotter TBR to traner komme imod os fra nord kurs syd. Jeg får dem i tuben og kan desværre konstatere, at det er to almindelige… I mellemtiden er HHØ og SBP ankommet, og vi sludrer om løst og fast, indtil TBR endnu en gang melder trane. Kl. er 12.50. En enlig trane kommer fra NV kurs SØ. Jeg er den eneste, der har skopet fremme. Jeg bliver helt stille, da jeg får den i skopet. Da den er ret ud for os kurs nord, kan jeg se, den har en hvid tegning bag øjet, og at den har sort på halsen ned til bugen. Det er sgu den. Jomfrutranen! Fuglen flyver nord om os, krydser Godthåbs Allé og taber højde i retning af Bøtø Nor.

jf2

jf1

Jomfrutrane 2K+, Marielyst, 27/7 2016. Bemærk lille hak i yderste armsvingfjer på både højre og venstre vinge. Håndsvingfjerene er intakte – til forskel fra fuglen set i England i foråret

tbr1

God stemning på Godthåbs Allé i Marielyst. Jomfruen er bogført!

Der ringes til JAE, som er ved Bøtø. At dømme efter tonelejet, er der dårlig stemning. De kan ikke genfinde tranen fra tårnet.  Nå – TBR og jeg beslutter, at vi må hjælpe, så vi kører sydpå ad Bøtø Ringvej og prøver et par sideveje mod vest. Ved andet forsøg er der gevinst. Vi stopper for enden af Trolliusvej og endnu en gang genfinder TBR jomfrutranen, som på passende afstand står på en græsmark nær to traner. Det varer ikke mange minutter, før de første biler fyldt med twitchere ankommer.

hkr

HKR med barn twitcher jomfru på Trolliusvej

Der er tidligere godkendt 5 fund i kategori A:

1992: Vejlerne, 3-6/6

1986: Ulvedybet, 10/7

1984: 2 trk. Skagen, 30/5

1952: Jægerspris, 15/4

1901: 2 Husby Sø, 15/5

Dertil kommer et fund af en undsluppet fangenskabsfugl:

2002: Elkenøre, Falster, 1-10/2; fuglen var tam og havde burfuglering om venstre ben

Desuden er der tre fund i DK af formodede undslupne burfugle (disse fund er dog ikke indsendt til SU):

ca. 1974: Rømø, maj

1972: Skagen, 28-30/4

1971: Skagen, 5/5

Fuglen i Bøtø i juli 2016 havde ingen ringe, og vingerne så fine ud. En fugl i Cumbria, England, set i perioden februar til i hvert fald 11. juli 2016 er et andet individ end Bøtø-fuglen. Flugtfoto af den engelske fugl ses her. Bemærk, at den har knækkede håndsvingfjer i begge vinger. Håndsvingfjerene på Bøtøfuglen var intakte.

Det er helt naturligt, at der har været en diskussion vedrørende fuglens oprindelse. Arten har nemlig både optrådt med formodede spontane forekomster samt som undslupne fangenskabsfugle i Skandinavien. I Norge, Sverige, Finland og Danmark er der i alt ca. 32 fund af formodede spontane fugle. Dertil kommer – foruden det danske fund af en burfugl fra 2002 – et fund af en fugl med klippede svingfjer i Nordnorge i juni/juli 1968. Desuden er der fund af formodede undslupne fangenskabsfugle i Norge i juni 1975 og sommeren 1977 samt i Finland i august 1927.

I Sverige er der ca. 13 fund af 15 individer godkendt i kategori A. Klik her for at se de svenske fund. Som det ses, er der en klar overvægt af fund i maj og juni (10 fund). Der er dog også et juli fund (Gotland, 1934) samt et fund 5/8 1976 i Falsterbo. I Finland er der ca. 16 fund godkendt i kategori A (seneste fra 24/5 2016) – også med en klar overvægt af fund i maj og juni. Finlands første fund af arten er dog fra august (31/8 1972). Enkelte af fundene i Fennoskandinavien drejer sig om fugle, som er set i flere lande.

I Fennoskandinavien er tidligste fund af en formodet spontan fugl fra midten af april. Forekomsten topper ultimo maj, og der er enkelte fund i juli og august samt et enkelt fund i midten af oktober i Finland.

Datoen for Bøtøfuglen falder altså uden for kulminationsperioden i Fennoskandinavien. Men der er dog tidligere fund af formodede spontane fugle i juli og august. Hvis Bøtøfuglen ikke bliver i flere måneder, viser sig at være tam eller kan spores tilbage som en undsluppet fangenskabsfugl, er det sandsynligt, at fundet bliver godkendt i kategori A. Det kan være en fugl, som er trukket til Skandinavien i maj/juni, ikke har kunnet finde en mage og derefter er trukket sydpå og havnet på Falster. Ligesom prærietranen i 2013, som sås 7/5 i Finland og 27-28/5 på Møn.

OPDATERING:

Fuglen sås på Lolland/Falster frem til 6/8. Sidst i perioden sås fuglen primært ved Roden Fed, Østlolland. Samme fugl genfandtes i det centrale Polen ved Ruda Milicka 12/8 og sås frem til 15/8. Som det ses på kortet, har fuglen trukket ca. 5oo km mod SØ.

kort2

Jomfrutranens whereabouts

1 Response to “Ingen jomfruer i Horreby”


  1. 1 ABK 29. august 2016 kl. 21:15

    Indlæg opdateret med kort over jomfruens whereabouts


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




*

*


%d bloggers like this: