Husk lige vatpinden

Her følger lidt fotos fra efteråret. Stevns blev besøgt tre gange, hvor højdepunktet – tro det eller lad være  – var en hybrid. Hybrider volder tit problemer, og det gjorde denne også. Oprindelig bestemt til steppehøg, da den trak ind nord for obsposten ved Højreup 13/9, blev den efter billedgranskning ombestemt til blå kærhøg. Men noget var galt – den lignede begge arter. Og efter at have læst i litteraturen og konsulteret eksperter kunne fuglen bestemmes til 3K+ han steppehøg x blå kærhøg på grund af vingeformel og håndens tegning. Læs mere om bestemmelsen på c300.

I DOFbasen er der blot indtastet tre tidligere obs af steppehøg x blåkærhøg:

2015: Gulstav, Langeland 24/10

2016: Bøgeskov Havn, Stevns, 31/8

2018: Nordstrand, Skagen, 1/5

Fuglen på Stevns blev fotograferet, da den trak ud fra Nabben, Falsterbo.

Sort glente, Højerup, 19/9 2019. Hele 8 individer trak ind på Stevns denne dag

Steppehøg x blå kærhøg 3K+ han, Højerup, 19/9 2019

Efterårsferien blev – som sædvanlig – tilbragt i Blåvand. Det blev en historisk god efterårsferie for hits, måske kun overgået af legendariske 2012, hvor hele tre nye arter for landet blev fundet; manchurisk nattergal, swainson’s thrush og tornhalesejler. I 2019 måtte vi nøjes med én NFL, men den var suppleret med en perlerække af andre gode fugle.

Søndag 13/10 var højdepunktet en rastende taigapiber ved Reginevej om aftenen, og desuden rastede storpiber og thorshane på Grønningen.

Dagen efter, 14/10, kom en hidsig melding fra mosen: lille gulbug. Det viste sig dog senere, efter granskning af foto, at det i stedet drejede sig om en lille rørsanger, hvilket – for størsteparten af felttræffets deltagere – var en opgradering, da mange havde connected med lille gulbug på Mandø i oktober 2018. Hermed blot tredje feltfund af lille rørs, efter fund på Chrø i juni 2013 og Saltholm maj 2019 og første danske oktoberfund af arten.

Ingen skovdrosler ved Skallingvej 14, men et par forvoksede champignoner blev det dog til

Mandø ville også være med, idet en hvidskægget sanger blev fundet ved den sydlige del af bydiget. Det drejer sig om blot andet efterårsfund af arten i DK og første fund fra oktober. Den hunfarvede fugl, som måske var en adult hun, havde en haletegning, som peger på en af de vestlige racer (ssp. inornata/iberiae) og også kaldet, et enstavet “tek!” som gærdesanger, lugter af en af de vestlige racer. Men uden DNA kan den nok ikke racebestemmes…

15/10 var den lille rørs fortsat på plads i mosen. Om eftermiddagen ved 13-tiden kom endnu en hidsig melding: hætteværling på sydhukket. Fuglen var fundet af Jonathan Hemmer-Hansen fra DOF-UNG, som havde fotograferet fuglen og smidt fotos op på Facebook på “feltornitologen”. Super idé, så nyheden om fuglen, der ikke var bestemt i første omgang, hurtigt kunne komme ud i offentligheden. Fuglen rastede i de yderste klitter, hvor den til tider fouragerede sammen med en gulspurv; et fedt hit. Men hvilken art var det? Fuglen er en 1K pga. den markante længdestribning på undersiden, hvilket er rester af den juvenile dragt. Den afviger fra typiske efterårs-hætteværlinger i Nord- og Vesteuropa ved den tydelige stribning på brystet; langt de fleste efterårsfugle har fældet, så de har en ensartet lys underside, når de ankommer til Nord- og Vesteuropa i september/oktober. Imidlertid peger næbformen, næbbet virker ret langt, på, at det er en hætteværling, men kan en brunhovedet værling udelukkes? Et eller flere ekskrementer er indsamlet, og så må vi krydse fingre for, at disse er fra fuglen og ikke en gulspurv, og at der kan ekstraheres DNA. Det vil – uanset udfaldet – være spændende at få artsbestemt dyret. Efterhånden er vatpinde og plastikposer vigtigere end kikkerter og teleskoper, når hits skal bestemmes…

Hætteværling/brunhovedet værling 1K, Blåvands Huk, 15/10 2019

Endnu en besværling…

16/10 nåede ikke op på samme højder i Blåvand-området som de foregående dage, men der var både turteldue og storpiber på hukket. Mandø trumfede med en sibirisk/stejnegers bynkefugl, der – pga. det lyse helhedsindtryk – formentlig er en sibirisk. Endnu et DNA-job…

Så dagen efter – 17/10 – rykkede CBN, AEC, HKR, MHP og ABK til Mandø, hvor vi startede ved sydende af bydiget, hvor den hvidskæggede sanger holdt til. Kort efter ankomst hørte vi et par “tek” fra buske langs digegraven, og inden længe fik vi den hvidskæggede i kikkerten. Den sås på nogen afstand på den anden side af digegraven, men dog OK. Derefter fortsatte vi til forlandet ud for byen, hvor sib-bynken holdt til sammen med sortstrubet bynk og almindelig bynk. Derefter var der fri leg, og på bydiget sås en halvsen løvs samt ringdrossel. På vejen hjem slog MHP og jeg et smut forbi humes-krattet, hvor vi suttede et bryn.

Hvidskægget sanger 1K/hun, Mandø, 17/10 2019

Løvsanger, Mandø, 17/10 2019. En halvsen løvs rastede på den sydlige del af bydiget

Ringdrossel, Mandø, 17/10 2019

Hvidbrynet løvsanger, Mandø, 17/10 2019

De var løbet tør for bilruder i Brugsen på Mandø

Rapand, Blåvand Minizoo, 18/10 2019. Endnu et DNA-job…

Træffet var ved at være slut, da jeg fredag 18/10 kl. 22.57 modtog en sms fra AEC om, at HKR havde lydt “panik agtig” i telefonen pga. en phyl fotograferet af MMJ i Tipmosen, Nyeng. Nå – jeg tjekkede DOFbasen og så MMJ’s foto af en “hvidbrynet”. Men noget var galt. Vingebåndet var for smalt, og den manglede hvide kanter på tertialerne. Det lignede en lunds-type, men vingebåndet virkede for langt og tydeligt, og ryggen for grøn til en almindelig lunds. Det lugtede af two-barred!!! Jeg blev nødt til at forstyrre MMJ med en sms sent om aftenen og fik tilsendt endnu et foto, hvor ryggen fortsat virkede meget grøn. MMJ satte en “knappenål” i DOFbasen, hvor han havde fotograferet fuglen.

Så næste morgen ved solopgang stod jeg klar i Tipmosen, hvor IBJ allerede var ankommet. 7.57 hører jeg ét kald, der lyder som two-barred, men det er lige i underkanten. Heldigvis genfinder KHA dyret ca. kl. 8.20 ved indgangen til Tipmosen, og ca. en halv time senere ses fuglen meget fint fouragere i et birketræ. En virkelig fed phyl og en længe ventet ny art for DK, idet der ifølge tarsiger.com er følgende fund fra vores nabolande: Sverige (3 fund – juli 1991, oktober 1999 og oktober 2017), Norge (september 2013), Finland (oktober 2002), UK (ca. 9 fund), Tyskland (1 fund) og Holland (3 fund).

Sibirisk lundsanger, Tipmosen, Ho, 19/10 2019. Foto: HÆG

God stemning i Tipmosen

0 Responses to “Husk lige vatpinden”



  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s




*

*


%d bloggers like this: