Fredag 1. oktober om formiddagen lettede HKR, AEC og undertegnede anker fra Sjælland og kørte mod Vester Vedsted. I dagene op til weekenden havde jeg med en vis nervøsitet set på tidevandstabellen for Mandø. Om onsdagen og torsdagen så det ikke ud til, at vandstanden ville komme under +50 cm fredag eftermiddag, men heldigvis fik vi mulighed for at joine en pensionistklub fra Thy, der skulle køre fra Vester Vedsted til Mandø i Mandøbussen kl. 14. Så weekendens første vase kunne nulstilles, før vi nåede øen.

mandoebus

Der er altid plads til tre til…

mandoebus_2

AEC, HKR og en pensionist fra Thy ordner verdenssituationen

laaningsvejen1

Høj søgang på Låningsvejen

Der var ikke tikket mange meldinger ind fra øen i løbet af fredagen – nok pga. meget vind og regn, og det lod til, at en siddende skovhornugle havde været dagens bedste fugl. Der blev tørfikset om yanks og sibes om aftenen på Mandø B&B sammen med de ca. 15 andre birdere, der var ankommet dagen før. MKP havde – som en anden Jesus –  trodset Vadehavet og kørt over Låningsvejen ved 16-tiden.

Lørdag morgen var vinden løjet, der var lidt skyer og ingen nedbør. Det var temmelig lunt og giftigt. AEC og jeg startede på forlandet vest for byen, hvor bedste fugle var en tornsanger og to mosehornugler. Desuden rastede en broget fluesnapper i en have langs Klitvej. Herfra gik det ned til sydøen langs bydiget, hvor højdepunkterne var en flok på 40 islandske store kobbersnepper, der trak syd over øen; flokken var set 1 time og 4 minutter tidligere trække forbi Blåvands Huk, og en hvidbrynet, der kaldte på bydiget ud for Søndervej. Vi bryggede lidt på en skov/taigapiber, der fløj over os ved digegraven i syd på vej tilbage til byen. Halve taigapibere var årets tema med ca. fem fund. Desværre viste spektogrammet, at det var en skovpiber. Efter et par frokostmadder på værelset var det tilbage i felten. Det var begyndt at dryppe lidt, så vi tog bilen og tjekkede markerne langs Annelbankevej. Derefter kørte vi rundt langs norddiget, hvor højdepunkterne var en 1K duehøg og en grans humes-krattet… Vi fortsatte langs østsiden af øen, hvor vi så en flok på fire bynkefugle og ned til bydiget, hvor vi bryggede på en hæs grans.

torns_mandoe1

Tornsanger, Mandø, 2/10 2021

broget_flue_mandoe1

Broget fluesnapper 1K, Mandø, 2/10 2021

islandica_mandoe

Islandske store kobbersnepper, Mandø, 2/10 2021

roedstjert1

Rødstjert, Mandø, 2/10 2021

Sidste skud i bøssen blev byen, hvor vi på Østre Toftevej mødte AES, CBN og JAE. Vi begyndte at forstå, hvorfor der ikke bliver fundet hits, når topbirdere leder efter slørugler i lader, for der findes da ikke sjældne fugle i bygninger. Mens vi vendte dagens bedrifter, kom der først en sanger flyvende og dernæst endnu en mindre fugl. “Værling” sagde AEC, og jeg tænkte, at den virkede temmelig lille. Og ganske rigtigt – foran os sad en fin dværgværling. Fuglen sås af flere tililende birdere. Om aftenen var der tre-retters menu og fuglequiz ved JAHC, som THH vandt, mens jeg kom på en andenplads… Der skal strammes op!

dvaergvaerling1

Dværgværling, Mandø, 2/10 2021

Søndag morgen var vinden taget til, og der var en del regn i luften, så det var op ad bakke… Efter en kort rundtur i byen, hvor en rødstjert var bedste fugl, rykkede vi teltpælene op ved 9-tiden og kørte østpå.