Vinterens trækplaster i København har indtil videre været den sortstrubede drossel han, som blev fundet af John Damgaard i København NV 20/1 2016. Jeg så fuglen (i lånt kikkert) på førstedagen, men søndag 6/3 var det tid til et gensyn. Ved ankomst ca. kl. 15 var lågen til gården aflåst, så jeg startede med at glo ind på fuglens favorit-træ gennem gitterporten ved Tingskrivervej 2. Fuglen var ikke til at se, så jeg tænkte, det var bedst at komme ind i gården. På hjørnet mellem Tingskrivervej og Hovmestervej er der en port ind til gården. Gennem porten fik jeg fat på en gruppe civile, der gik rundt i gården; de fik låst mig ind. Ved første tjek var bærtræet, der ses gennem gitterlågen ved Tingskrivervej 2, tomt. Jeg gik en tur i den store gård, og da jeg vendte tilbage til bærtræet ca. 20 minutter senere, var dyret på plads.

Det har været diskuteret, hvor gammel fuglen er. Fuglen har ingen fældningsgrænse i dækfjerene, der ellers ville vise, at det var en 2K. Til gengæld er struben endnu ikke udfarvet. Er det en 2K med en færdigfældet vinge? Eller en adult med lyse bræmmer på struben?

Jeg har fundet følgende billeder af sortstrubet drossel han fra vinter/tidlig forår, der alle har en mere ren sort strube end NV-droslen:

28/1 2013 i Norge

27/2 2013 Indien (bemærk, at fuglen er skrevet op som 2K han. Passer det?)

25/3 2011 Indien

29/3 2003 Kirgisien

Alderen på en sortstrubet drossel han i Sverige, der i fjerdragten minder meget om NV-fuglen, blev også heftigt debatteret. Klik her for foto og diskussion. Fuglen blev godkendt som en han sortstrubet drossel (uden alder).

Blandt de sibiriske strejfgæster er der i Europa en stor overvægt af ungfugle i forhold til adulte. Måske disse han sortstrubede drosler med færdigfældet vinge og lyse bræmmer på struben trods alt er ungfugle?

ss_d_2

ss_d_3

ss_d_5

Sortstrubet drossel han, Tingskrivervej, København NV, 6/3 2016

ss_hab

Fuglens favorit-træ, der kan ses gennem porten ved Tingskrivervej 2